Væk fra bygningen
Planlæg belægningen, så overfladevand ikke bevidst ledes mod facade, sokkel, døre eller andre sårbare bygningsdele.
Belægningens form fortæller, hvor projektet ligger. Faldet fortæller, hvor overfladevandet bevæger sig. De to ting bør planlægges sammen, så regnvand ikke ender uhensigtsmæssigt ved huset, i lave områder eller på nabogrund og vej.
Planlæg belægningen, så overfladevand ikke bevidst ledes mod facade, sokkel, døre eller andre sårbare bygningsdele.
Hvor forholdene tillader det, kan overfladevand ofte ledes mod græs, bede eller en projekteret lokal afvandingsløsning i stedet for direkte mod kloakken.
Lokale lavpunkter kan samle vand, selv om den overordnede flade har et fald. Højder og afretning skal derfor kontrolleres over hele projektet.
Naboarealer, vej, kælderskakte, trapper og eksisterende afløb kan ændre, hvilken faldretning der er forsvarlig.
Fastlæg belægningens slutniveau ved huset og ved den modsatte kant, før du regner lagtykkelser og udgravningsdybde.
Faldet bør videreføres gennem opbygningen. Et plant bærelag med et skævt toplag er ikke en robust måde at skabe den ønskede vandretning på.
Snore, retskinne og højdemåling kan bruges til at kontrollere retning og niveau, før et stort område er lukket med fliser.
Permeable systemer, render, linjeafvanding og særlige belægninger kan have andre konstruktionsprincipper end en almindelig tæt betonbelægning.
På en almindelig tæt flade løber en stor del af regnvandet på overfladen. Derfor bliver faldretningen central for, hvor vandet ender.
Vandgennemtrængelige systemer kan reducere overfladeafstrømningen, men kun når hele systemets opbygning er projekteret til nedsivning.
Hvis vand samles i en rende eller et afløb, skal kapacitet, placering, tilslutning og lovlig bortledning vurderes som en separat del af projektet.
Jo større tæt areal, desto mere regnvand skal håndteres. Derfor er afvanding vigtig at tænke ind allerede, når projektets størrelse fastlægges.
Fald, nedsivning og bortledning af regnvand kan være påvirket af terræn, jordbund, kloakforhold, servitutter og kommunale regler. De konkrete forhold på ejendommen har derfor forrang over generelle tommelfingerregler.
IBF angiver i sin generelle læggevejledning minimum 10 ‰, svarende til 1 cm pr. meter, ved terrasser og 20 ‰, svarende til 2 cm pr. meter, ved indkørsler. Den konkrete løsning skal stadig vurderes efter produkt, terræn og afvanding.
Overfladevand bør ikke planlægges til at løbe mod sårbare bygningsdele. Den rigtige faldretning afhænger dog af hele terrænet og den valgte afvandingsløsning.
Det kan i nogle projekter være en relevant løsning, hvis terræn, jordbund og lokale forhold gør det forsvarligt. Det må ikke antages, at samme løsning passer til alle ejendomme.
Ikke nødvendigvis. En permeabel overflade fungerer kun som del af et system, hvor underliggende lag og jordbund også kan håndtere vandet.